Testkør nichen og tjek konkurrenterne inden du bruger en masse penge på din webshop

E-hub Odder - kontorplads, mødelokaler og lageropbevaring Odder

Du har en idé om, hvad ud vil sælge i din webshop. Har du husket at teste dit valg med vores 5 nichekriterier? Du kan nå det endnu. Hop tilbage til forrige artikel og kom sikkert fra start med vores nichetest.

Næste skridt er research.

Den obligatoriske researchfase

Du er allerede så småt i gang med researchen, hvis du har kigget på et par konkurrenter, Googlet produkter og set på, hvad der virker. Men tag lige en tur mere med research, inden du går videre. Det er med god grund, at vi kalder researchfasen for obligatorisk. Den betaler sig i det lange løb.

Svar på vores tre researchspørgsmål:

1. Hvad gør andre i samme niche?

Oplist dine konkurrenter indenfor nichen og din umiddelbare vurdering af deres styrker. Vær ærlig – alle har konkurrenter og de har typisk et eller flere punkter, hvor de er stærke.

Sådan finder du dine konkurrenter i Google:

Start med at Google din niche eller et af dine topprodukter. Lad os tage et eksempel og undersøge nichen “parkour sko” – for en webshop, som kan starte ud med sko og senere udvide med flere parkourrelaterede produkter. Det er også en mulighed, at fokusere mere snævert på “parkour sko til børn” – hvis det er der, vores research leder os hen. Det handler om at finde et hul i markedet.

I Google får vi altid konkurrenter frem. Nogle gange er der allerede nichebutikker indenfor dit felt. Andre gange er der større kæder – det kan fx være sportskæder, der også sælger parkourtilbehør. Men uanset hvor store eller små de er og hvor godt de nailer nichen, skal du notere dem på din liste over konkurrenter.

Er nichen meget lille i Danmark vil du sandsynligvis få udenlandske shops med på din liste. Det er helt fint. Dem kan du bruge til at skærpe din profil – eller til at få idéer, som endnu ikke er brugt på det danske marked. Lav evt. din Google-søgning på engelsk for at få flere udenlandske konkurrenter med. Se også gerne hvor meget Amazon og eBay har i deres udvalg – og om de har de specifikke produkter, du vil sælge.

2. Hvad gør din shop unik?

Måske har du allerede en idé om, hvordan du vil gøre det bedre eller anderledes end konkurrenterne. Oplist dine idéer og sammenlign med konkurrenternes styrker. Er du reelt anderledes? Hvad skal der til, før du er bedre?

Det kan være helt konkret som fx leveringstid eller udvalg. Kan du levere fra dag til dag mod konkurrenternes 1-3 dage? Har du et større udvalg, fx 20 varianter (størrelser, farver og modeller) mod konkurrenternes 5 produkter i nichen? 

Eller det kan være mere værdibaseret. Kan du vinde på purpose? Har du et formål og nogle værdier, som er vigtige for målgruppen og som du kan bruge i markedsføringen?

Purpose er din virksomheds bidrag til verden. Et højere formål, om man vil. I en tid hvor verdens problemer vokser, er purpose marketing på mange måder det naturlige næste skridt. Mange webshops tilbyder allerede en klimakompensation til forbrugerne i form af fx miljøvenlig indpakning eller længere leveringstid. Se ind i kernen af din virksomhed. Hvordan kan din fortælling bidrage til en bedre verden?

Vi laver altid vores konkurrentliste i Google Sheets eller Excel. Det giver et godt overblik og man kan opdatere arket løbende og tilføje nye konkurrenceparametre. Start med at liste konkurrenterne, deres udvalg (antal varer) og deres leveringstid.

Eksempel på en simpel konkurrentliste:

Tip: Google din niche og åbn top 5-10 resultaterne i hver sin fane (én side for hver konkurrent). Så kan du let klikke mellem de forskellige konkurrenter og udfylde dit regneark.

Du kan udvide listen med pris for levering, prisniveau for produkter, antal varer efter køn (hvis det er relevant), kundeservice-funktioner (livechat, mail, telefon), TrustPilot score (og evt. andel klager), fri fragt grænse, returpolitik, bruttofortjeneste, resultat osv.

I regnearket her er nr. 4 og 6 ikke egentlige konkurrenter, da de ikke sælger produktet, men det er stadig fint, at have dem med på listen.
Hvis du finder blogs og medier, som ligger på side ét for en købsrelateret søgning som fx “parkour sko”, så er der typisk plads til dig også – og mulighed for at vinde en plads. Du kan også forsøge at få omtale af din shop på de blogs, der vises i Google. Men vent med det til senere – og notér det i dit regneark, så du kan finde tilbage til det.

Med denne metode har vi fundet et par relevante konkurrenter indenfor parkour. Den ene konkurrent er en parkour-shop. Andre er bredere og har tøj og sko til forskellige sportsgrene. Zalando har sjovt nok det største udvalg målt på antal parkoursko. Dog er det kun ét enkelt mærke – og det er nok usandsynligt at Zalando er eksperter indenfor denne type sko. Det kommer så til udtryk i deres produkttekster – eller mangel på samme.

Her er i øvrigt et sted, du kan skille dig ud: At være ekspert indenfor dit felt og skrive gode produkttekster. Men mere om det senere.

3. Hvad mangler kunderne i nichen?

Spørg dine potentielle kunder, hvad de mangler i nichen, fx med en spørgeskemaundersøgelse. De vil hurtigt kunne belyse, hvad der er godt og dårligt ved konkurrenterne.

Foretag et køb hos konkurrenten
Kan du ikke få kontakt til nogen i målgruppen, så forsøg selv at købe på dine nærmeste konkurrenters sider. Find et produkt i din størrelse og til en pris du kan være med på – og se om du får nok vejledning og viden undervejs. Er der noget, der kan være bedre?

Du behøver ikke gennemføre købene – processen vil stadig give dig relevant viden om konkurrenternes service og kommunikation. Der er dog ikke noget forbudt i at købe et produkt hos en konkurrent, så du behøver ikke gemme dig, men hvis du vil være anonym som køber, kan du vælge at købe med levering til en ven eller din kæreste. Så får du hele kundens oplevelse af købet inkl. levering og retur. Du får mulighed for at nærstudere alle deres mails, informationer og eventuelle vedlagte tryksager i den fremsendte pakke.

Den obligatoriske researchfase giver dig et tydeligere billede af, hvor du står i forhold til dine konkurrenter. Er du helt afklaret med, hvilken niche du vil prøve kræfter med? Så er du klar til at sætte gang i et par konkrete tests.

Test din niche en sidste gang, inden du går videre: Kan produktet sælges online

De sidste tests kan spare dig for mange penge. Gør dig selv en tjeneste og test din niche en sidste gang, inden du investerer i varelager og en dyr shop. Det handler om at få testet hvordan dit produkt klarer sig i online handel – og få det testet hurtigt. Det gør du nemmest på eksisterende platforme.

Opsæt annoncering for en simpel hjemmeside
Med eksempelvis Facebook annoncering og et link til en simpel landingpage eller lead formular, får du testet dit budskab eller produkt af på en nem måde. Det tager ikke ret lang tid at oprette en landingpage via en eksisterende hjemmeside eller igennem landingpage-tools som Unbounce (gratis i 14 dage), Wix, Squarespace eller Mailchimps Website-tool (tilgængeligt på deres gratis plan). Det kan gøres på 15 minutter – den skal ikke have undersider, bare lidt tekst og en tilmeldingsformular til et nyhedsbrev, så folk kan få besked, når du går i luften.

Når du markedsfører din simple landingpage på Google og Facebook, får du brugbar data om, hvilke målgrupper der klikker på din annonce. Start med at få indsigt i aldersgrupper og geografi. 

Se på, hvad et besøg koster dig via den kanal, du tester på. Kan du få brugerne til at tilmelde sig dit nyhedsbrev – med kun sparsom information om din fremtidige butik? Klikker målgruppen slet ikke ind på din side, men swiper forbi annoncen, er der måske ikke interesse for produktet?

Markedsfør andre i branchen
Prøv også at teste din niche gennem Affiliate Marketing, hvor du markedsfører konkurrenternes produkter digitalt uden at stå for kundeservice, varelager og fragt. Du opsætter simpelthen annoncer for konkurrenter og måler på resultaterne. Det kræver ikke noget specielt at oprette en annonce for en andens hjemmeside via Google Ads.

Alternativt kan du lave mere avanceret testing gennem crowdfunding og markedspladser som Amazon eller Miinto. Det kræver dog et lille varelager og er derfor mere bøvlet end de andre tests, vi har foreslået.

Affiliate Marketing er en performance baseret marketing metode, hvor du som annoncør kun betaler, når indsatsen resulterer i et salg, et lead eller et klik.

Pointen er, at få sat gang i forskellige tests og så gå videre. Vend tilbage senere og kvalificér: Hvad virkede? Blev du klogere eller fik du bekræftet nogle antagelser?

Kom hurtigt i gang og se, hvad der virker

Du kender dit mål og har valgt din niche. Nu handler det om at komme hurtigt i gang. Tag arbejdshandskerne på og få startet shoppen op i en fart, så du kan begynde at se, hvad der virker. Se det som en udvidelse af de tests, du har sat op – du er nu et sted i processen, hvor du begynder at opbygge din shop konkret.

Du skal ud over rampen og have de første salg igennem. Det kræver ikke en perfekt shop med custom design. Det kræver bare en shop, der virker. 

I næste artikel leder vi dig igennem de beslutninger, du skal tage nu, for at sikre dit mål på lang sigt. Til at starte med, skal du have styr på, hvad din webshop skal hedde.