Her lister vi løbende det hardware og software vi bruger til opstart og drift af webshops.
Bemærk: Siden indeholder affiliatelinks, hvor vi får en provision af dit køb hvis du klikker på links på siden. Det koster dig ikke noget. Vi nævner kun leverandører vi selv bruger.
Indhold
Shipmondo
System til fragt, pluk og pak. Gør livet nemmere for shopejere.
Vi integrerer Shipmondo med Shopify, så ordrer automatisk kommer ind i systemet. Herfra kan vi plukke ordren nemt, printe pakke label og trække penge for ordren i få klik – på vores telefon. Det er meget nemt.
Starter du hurtigt ud med din webshop, og har du ikke en fragtaftale direkte med GLS, så klarer Shipmondo også køb af fragt fra alle de store fragtudbydere: GLS, PostNord, DAO og Danske Fragtmænd. Det gør det let for dig at komme igang – og du kan selv tilkoble dine egne fragtaftaler direkte senere hen.
Vi har 99% af vores fragt hos én fragtleverandør – men af og til skal vi sende en palle eller have leveret noget på den anden side af jorden – og så bruger vi Shipmondo til at booke en afhentning med Danske Fragtmænd eller lignende vognmandsfirma som kan håndtere større forsendelser. Det gør det let og enkelt, og vi skal ikke til at kontakte forskellige fragtfirmaer for at få en aftale om den enkelte speciallevering.
Labelprinter: Zebra
Vi har en Zebra-printer til at printe alle vores fragtlabels. Det kører super stabilt, koblet op med Shipmondo-systemet som printer direkte til en computer på lageret. Uanset hvor vi logger på Shipmondo kan vi printe labels til lageret – også fra telefonen.
Vi har en ældre model TSC DA210 som stadig kører fint. Men her kommer nogle nyere forslag.
Forslag til printere
Zebra ZD220 – USB labelprinter (Proshop)
Zebra ZD420d – USB- og netværksprinter (Proshop)
Zebra GK420d – USB labelprinter (Proshop)
Zebra GK420d – USB labelprinter (mPrint)
Pakkelabels
Her handler det blot om at vælge den rette størrelse og købe til en billig pris.
Vi har ikke oplevet forskel på kvaliteten af labels selvom prisen kan variere en del.
Labels til PostNord er 102 x 192 mm. (mPrint)
Labels til GLS er 100 x 150 mm. (mPrint)
Tip: Du kan godt printe en GLS-label på labels i PostNord-størrelsen, så vil der blot være en hvid kant i toppen. Men kører du kun med GLS-fragt, så køb GLS-labels fra start.
Fragt: GLS
Vores foretrukne fragtleverandør, på pris, leveringstid og service. Valget af fragtleverandør kan variere alt efter din geografiske placering og hvilke varer du sender. GLS er for os gode til små og mellemstore pakker.
Vi foretrækker at have én fragtleverandør for at samle vores volumen et sted og opnå mængderabat hurtigere.
Tillid og fejl
Kunderne har mindst lige så stor tillid til GLS som til PostNord. I flere sammenhænge vil du støde ind i at enkelte har dårlige oplevelser med alle fragtfirmaerne. Det er ofte geografisk bestemt – eller afhænger af den enkelte omdeler. Vi har set kunder der har dårlige fragtoplevelser med både DAO, GLS og PostNord. Men heldigvis er det fåtallet af ordrerne der ender i bøvl. Alle kan få en pakke til at forsvinde, det er en af de mest udbredte fejl vi ser. Men der er typisk god hjælp at hente til at få efterlyst en forsvunden pakke – og få kompensation.
Kunder har af og til også oplevet problemer med hjemmelevering (fragt med omdeling) igennem alle selskaberne. Problemet lyder på at fragtmanden ikke mente der var nogen hjemme, men kunden altså VAR hjemme.. Det er en af de ting der kan få kunder overraskende langt op i det røde felt.
Her skal lyde en opfordring til at I oplyser jeres kunder om at de kan tilmelde sig PostNords modtagerflex og GLS’ aftale om fast fuldmagt. På den måde beder kunden fragtfirmaet om fremover at stille alle pakker på et aftalt sted. Når først kunden har styr på det oplever de færreste problemer i fremtiden.
Fragt til udlandet har vi både set gode aftaler på via GLS og PostNord. Hvad der er rigtigt for dig kan afhænge af din sammensætning af pakker og fordeling på lande.
Shopsystem: Shopify
Det shopsystem vi anbefaler. På vores lager er der dog webshops fra mange forskellige systemer. Vi møder shops i både Shoporama, WooCommerce/Wordpress og Scannet m.fl.
Læs vores guide om valg af shopsystem her
Domæner: One.com
Her køber vi alle vores domæner og samler dem på en konto, for bedre overblik.
Du kan også købe dine domæner hos Shopify, men vi har en idé om at det er mere sikkert at dele shop og domæner ud på hver sin leverandør. Det gør det også nemmere hvis vi vil skifte shopsystem senere.
Hos One.com har vi udelukkende DNS-only hosting. Dvs. vi fx kan indstille DNS for domænerne for at pege trafik til Shopify-siden og indstille Google Workspace som mailsystem osv.
Få 100 kr. rabat ved dit næste køb hos One.com via linket her
Ekstra software og tools
Indhold på Instagram og Facebook
Planlægning af indhold på sociale medier klarer vi igennem Later.com. På den måde kan vi sørge for at der er lidt liv på kanalerne, imens vi har fokus på at bygge shoppen, lave SEO og få varer på hylderne. Samtidig kan vi udkomme på Instagram og Facebook i weekender og når vi holder fri.
E-mailmarkedsføring
Nyhedsmails har vi hidtil sendt via Mailchimp, de seneste mange år. Men for nyligt skiftede vi til udsendelse af nyhedsmails via Shopify.
Det er måske ikke verdens mest avancerede mailprogram, men det er indbygget i shoppen – og derfor kan vi let indsætte produkter og udarbejde en nyhedsmail på under en time. Der er også mulighed for at arbejde med segmenter og autotriggered mails m.m. Så vi savner faktisk ikke noget. Økonomisk er maildelen inkluderet i betalingen for shoppen, indtil du sender mere end 10.000 mails på en måned.
Statistik og måling
Tracking klarer vi i det daglige via Shopify, men vi er også koblet på Google Analytics. Det er fint at tracke historiken i Google Analytics, så vi kan følge med i hvordan det går. Nogle samarbejdspartnere foretrækker også at bruge Googles værktøjer, hvorfor det er fint at få det sat på fra start.
Livestreaming og Ja-tak tilbud
Tools til opsætning og håndtering af live shopping og de kendte ja-tak tilbud på Facebook.
Hertil bruges det dansk udviklede software Elisa.io.
SEO
Google Search Console (GSC) er et vigtigt værktøj for os, fordi vi har valgt at fokusere på opbygning af vores SEO (søgemaskineoptimering) – og den organiske vækst der kan skabes her. Via GSC kan vi i første omgang indsende vores webshop til Google, så de er opmærksomme på at få den lagt ind i søgeresultaterne. Desuden kan vi følge med i statistik for hvornår vi er synlige i søgemaskinen og hvornår brugerne klikker. Det er vigtig viden, så vi kan udbygge vores webshop med kategorier, produkter og blogindlæg relateret til vores niche.
Vi bruger også flere andre værktøjer til SEO-arbejdet, men til en start skal du ikke bruge mere end Google Search Console og et søgeordsværktøj som fx gratisversionen af Ubersuggest eller den billige version af Morningscore. Vi bruger selv Ahrefs.com til en lang række webshops, men det er lidt dyrt. Så for en enkelt nystartet webshop er det ikke værd at betale +500 kr. om måneden for det.
Bliv klogere på at starte en webshop, læs hele vores guide til opstart af webshop her.