Find din niche: Hvad skal jeg sælge i min webshop?

E-hub Odder - kontorplads, mødelokaler og lageropbevaring Odder

Du har styr på motivationen og dit personlige mål for din webshop rejse. Skal du have det genopfrisket, så hop tilbage til forrige artikel, som husker dig på, hvorfor du gør det her.

Ved du, hvad du vil sælge i din webshop eller er du åben for idéer? Test dit valg med vores 5 niche kriterier. Har du styr på dem, er der langt større chance for en succesfuld opstart.

Gå efter den lille målgruppe

Start i nichen med den lille målgruppe. Det kommer du længst med.

Nichen er det smalle emne indenfor branchen. Drømmer du om en stor sportsbutik med alt indenfor løb, boldspil, fitness og outdoor, så start med ét af emnerne. 

Bliv den bedste til løbesko og lav den bedste løbeshop. Eller kast dig over crossfit og sats på det største udvalg af kettlebells. Sørg for at få flere varianter, farver og størrelser end de store sportskæder. De prioriterer ofte kun 1-5 produkter i en niche kategori, da de skal være stærke på bredden og hjælpe så mange kunder som muligt i deres fysiske butikker.

Du skal gå efter den lille målgruppe til at starte med. Dem der bare gerne vil have den bedste kettlebell til deres crossfit træning. Det er nørderne og de øvede, du skal ramme. Men også alle nybegynderne, som har brug for rådgivning, et stort udvalg og god service.

Uanset hvilken branche du vil prøve kræfter med, er du typisk oppe imod veletablerede spillere – også på nettet. Derfor skal du finde ud af, hvad du kan gøre bedre end dem.

Det er svært at vinde på den billigste shop fra start, så du må gå efter at differentiere dig på andre parametre. Det gør du lettest i den lille niche.

Det gælder om at finde en niche, som ikke har for mange etablerede konkurrenter. Er der allerede en eller flere gode shops indenfor din branche, skal du finde frem til det hjørne af branchen, hvor online sortimentet er for snævert. Gå efter den niche, du kan blive den bedste til. 

Din succes starter i nichen

Hvad kan du gøre bedre end konkurrenterne?

Overvej om du kan differentiere dig på bedre kundeservice og hurtigere levering. Ofte er de store spillere dårlige eller gennemsnitlige her.

Kan du lave den bedste shop? Kæl for detaljen. Skriv bedre tekster. Skyd flere videoer. Skab den bedste kundeoplevelse. 

Du kan også gå efter at have det største udvalg indenfor din niche. Find noget, som ingen af de etablerede spillere nailer 100% og gå efter det. 

Sådan startede SkatePro. De spottede den lille niche i branchen, som ingen nailede 100% og gik all in på hjul og kuglelejer til rulleskøjter. 

Tænk som SkatePro: Hvilken niche kan du naile bedre end konkurrenterne – og hvordan? 

Lad dig ikke begrænse af, at nichen ikke kan vokse sig stor i lille Danmark. Du skal ikke nødvendigvis blive i den lille niche for evigt. Det er bare her, vi starter. Når du først har succes i nichen, kan du udvide naturligt. Det sætter nogle krav til andre beslutninger i processen, men det kommer vi til at arbejde med senere i guiden. 

SkatePro har i dag skaleret nichen til flere markeder, da hjul og kuglelejer havde sine begrænsninger indenfor landets grænser. Nu har de stor succes med et bredere fokus på skaterudstyr. Men deres succes startede i nichen. 

Vælg en stærk niche

Hvad er en stærk niche? Det kan være fristende at gå efter streetcredit, når du skal vælge niche. Men ofte kan en usexet niche være mindre konkurrencepræget. Det gælder om at gå efter noget, der faktisk virker og hvor der er efterspørgsel – og det er ikke altid super sexet. Men hvis efterspørgslen er der, så er det værd at gå efter. 

Selv i nørdede og støvede nicher kan der være guld, succes og anerkendelse at hente. 

Du behøver ikke at være ekspert i dit produkt – endnu. Det er set før, at iværksættere får succes med produkter, de ikke har forstand på. 

Dennis Drejer fra Rito.dk fortæller ofte om, at han ikke ved noget om garn, men kan sælge hvad som helst på nettet – og han har ret i begge dele. Rito.dk startede ud som ren garnbutik og handler nu også hobbyartikler mere bredt med Dennis Drejer ved roret på webshoppen. 

Men er du uddannet indenfor et specifikt emne eller dyrker du en bestemt hobby, kan det godt være en fordel, at gå den vej. Kan du blive ekspert i din niche? Pressens foretrukne talsperson indenfor det emne, du ved mest om?

Bare pas på det ikke bliver for indforstået og nørdet. Hvis du vælger en niche, du allerede kender rigtig godt, må du ikke tage noget som en selvfølge. Øv dig i at forklare tingene, så alle kan forstå det. 

Det kan også være en ulempe at gøre yndlings interessen til en fuldtidsbeskæftigelse. Tænk på, at du skal beskæftige dig med nichen størstedelen af dine vågne timer de næste mange måneder – forhåbentlig flere år. Det er ærgerligt, hvis din yndlings interesse kommer til at hænge dig ud af halsen, når tingene brænder på. 

Er du helt blank på, hvad du skal sælge? Start med dig selv. Hvad interesserer du dig for? Hvad har du selv købt på nettet? Hvad har du svært ved at finde et stort udvalg af? Hvad kan du gøre bedre end andre?

Prøv at lede efter et overlap i dine overvejelser. Er der emner, som går igen? 

De 5 niche kriterier

Du skal kunne forsvare dit valg ud fra vores 5 niche kriterier. Når du kommer i gang med din webshop, vil du uundgåeligt støde på udfordringer, men ved at forholde dig til kriterierne allerede nu, kan du sikre en bedre forretning med færre hindringer. 

Test dit nichevalg med vores 5 niche kriterier:

1. Avance

Kan du få en høj nok fortjeneste på dine produkter? Du skal have råd til fragt, lager og markedsføring, så det dur ikke at sælge noget tungt og billigt.

2. Konkurrence

Er konkurrencen på et realistisk niveau? Hvis der er mange konkurrenter, kan du så gøre noget bedre eller anderledes end de andre?

3. Sprog

Hvis du vil udvide med shops i udlandet, skal dine produkter fungere på flere sprog. Undgå derfor bøger og andre sprogspecifikke produkter. Det gør indkøb, lagerhåndtering og produktoprettelse meget nemmere når du skal sælge til flere lande.

4. Kurvstørrelse

Din fragt- og markedsføringsomkostning vil typisk være meget ens, uanset om kunden bruger 100 eller 1000 kr. ved første køb. Så du skal op på et par hundrede kroner i kurvstørrelse, før du kan skabe en forretning, der hænger sammen økonomisk. Gå gerne efter en gennemsnitlig kurvstørrelse på 500-1000 kr.

Kurvstørrelse er den gennemsnitlige ordreværdi. Du får bedre balance mellem udgifter og indtægter ved at arbejde med en større værdi i kurven. Prøv at få kunderne til at købe mere, ved at tilbyde fri fragt ved køb over et højere beløb eller sælg tilkøbsprodukter og tilbehør til dine primære produkter, for at få mere med i kurven.

5. SEO potentiale

Vi kigger altid på, hvor meget trafik nichen kan skabe via søgemaskinerne. Søgemaskineoptimering har typisk en lav omkostning og giver omsætning langt ud i fremtiden. Du får en mere rentabel forretning, hvis du kan skaffe organisk trafik med optimering efter gode placeringer i Google. 

Er der løbende efterspørgsel på dit produkt? Er det noget, du kan sælge hvert år – året rundt?

SEO-indtægten gør dig mindre følsom overfor udsving i andre markedsføringsindsatser som betalte kanaler og sociale medier. Med andre ord giver søgemaskinerne dig et sikkerhedsnet og en basis indtægt i din forretning, uden at det koster noget per besøgende.

Det ultimative drømmescenarie

Drømmescenariet er en skalerbar niche med høj avance, lav konkurrence og en kurvstørrelse på +1000 kr. 

Men din niche kan ikke alt. Når du vælger niche, får du nogle naturlige begrænsninger. En nicheshop med løbesko skal ikke pludselig sælge hundefoder. Det hænger ikke sammen, men vi ser det desværre alt for ofte.

Får du ikke succes med dine løbesko, så overvej først om du kan dreje nichen over i lignende produkttyper og få gennemtestet nichen helt. Sørg for at de nye produkter har samme kundegruppe. Udvid indenfor samme univers og målgruppe, men vent med at udvide, til du har fået den første produkttype til at virke. 

Fokusér på potentialet for organisk (ikke betalt) trafik og brug din niches naturlige begrænsninger til at holde fokus og give din kunde en god oplevelse.

I næste artikel viser vi, hvordan du tester din niche i praksis og sparer mange penge undervejs.