3 veje til vækst

Skyd væksten i gang

Nu har du en webshop med salg. Du har bygget noget, som virker og du har sikkert gjort det meste selv. Har du fulgt modellen i bogen her, er målet at du står med en bæredygtig forretning og et fundament, som er forberedt til skalering. Hvis du vil tage dit projekt til næste niveau, er det nu, du skal outsource, få en partner eller ansætte medarbejdere. Du kan ikke klare det hele alene. 

Klar til skalering

Du kan være din værste fjende, hvis du bliver flaskehalsen i din egen forretning. Du er ikke god til alt. Undgå for alt i verden at blive begrænset af dine egne evner og din egen tid. Prøv alle opgaver og gør det, du er bedst til. Få hjælp til resten. 

Fjern stopklodserne

Du kan ikke skalere, hvis du gør alting selv. Der er ikke timer nok i døgnet, når du kommer til julemåneden eller Black Friday. 

Sørg for at din lagerstruktur er klar. Den må ikke kun være inde i dit hoved. Varernes placering på hylderne skal være kodet ind i shoppen, så det står på ordresedlen, når du (eller din medarbejder) skal plukke og pakke.

Det er nu, du skal få hjælp til de rigtige ting. Byg videre på fundamentet uden at slippe fokus på salget. 

3 veje til vækst

De tre største vækstdrivere er markeder, markedsføring og sortiment. Nogle lykkes med at satse på det hele. Andre vælger noget ud og bliver de bedste til det. Hvad du skal gøre, afhænger af din niche og hvilke muligheder, du står med. Overvej, hvad der er nemmest eller mest oplagt for dig at gøre.

Markeder

Sælg til flere markeder. Start med at oversætte din shop til svensk, norsk eller tysk. Det giver nye kunder til eksisterende produkter. Mange vil anbefale, at du kommer over 4 millioner i omsætning, før du tænker udlandet ind. Men vores erfaring er, at du med fordel kan begynde lidt før. 

Du behøver ikke ansætte en tysktalende medarbejder på fuld tid for at få oversat dine produkttekster, det kan klares via freelancere eller oversætterbureauer. Men på et tidspunkt, når de udenlandske ordrer for alvor tikker ind, vil du få brug for sproglige kompetencer på mere fast basis.

Til en start har du brug for at få oversat din webshops tekster på bl.a. produktsider og kategorier. Ved at tyvstarte og få oversat tekster inden du har styr på udlandsfragt og lokalt sproget kundeservice, får du lagt billet ind på din satsning i udlandet.

Start evt. ud med blot at opsætte dine bestsellere i dit nye marked.

Eksempel:
Let us Print, der sælger tryksager og merchandise med logo, har udvidet fra kun at sælge i Danmark til også at indtage Sverige.
Her har de udvalgt de bedste produkter og fået dem oversat til svensk. Det danske site kører videre på samme måde som før på et DK-domæne og den svenske satsning er opsat på letusprint.se. På den måde er shoppen mere indbydende end hvis den lå på et internationalt domæne som .com eller .eu. Du skal ikke starte din svenske shop på et DK-domæne. Bare lad vær.

Markedsføring

Skru op for din markedsføring. Test flere kanaler. Brug flere penge. 

Markedsføring er en vækstdriver, der kræver mod og tro. Mod til at satse og tro på, at det betaler sig i længden. Men har du opsat korrekt tracking på dine kanaler, kan du systematisk teste forskellige idéer af og holde øje med kanalernes afkast undervejs.

Nogle gange er det bare det, der skal til. Brug flere penge og tjen mere. 

Sortiment

Udvid dit sortiment. Undersøg hvilke produkter eller ydelser din målgruppe opsøger eller har brug for i forbindelse med dit nuværende sortiment. Er der oplagte tilkøbsprodukter eller nye varekategorier, du kan tilføje i shoppen?

Tjen endnu mere

Har du mod på endnu mere, så er her lidt ekstra metoder til indtægt, som nogle webshops har succes med. Det er ikke for alle, men for dig, der vil prøve at tjene endnu mere på din eksisterende trafik.

Du kan ikke det samme som en stor, etableret spiller i din branche. Men du kan spotte deres svagheder og fx give bedre service og rådgivning.

Du kan sælge dine produkter til andre forhandlere og nyde godt af deres rækkevidde.

Eller du kan indgå et samarbejde med nogen. Det kan være et brand samarbejde, hvor I laver et produkt sammen. Det kan også være et samarbejde med en velgørenhed eller en influencer.